Ovenlysvinduer
Ovenlysvinduer er mere end bare et vindue. Ovenlysvinduer er i høj grad med til at give boligen karakter og en vigtig del af boligens tag. Inde i selve boligen skaber ovenlysvinduer mange spændende muligheder for den, som tænker lidt utraditionelt.Når man som håndværker skal indbygge et ovenlysvindue, skal man tage hensyn til tagmateriale, undertag og dampspærrer til vinduet. Det tager tid at få de omkringliggende materialer til at slutte helt tæt og at få den endelige installation til at tage sig godt ud, men med de rigtige materialer og en udførlig monteringsvejledning er man nået langt.
Ovenlysvinduer produceres som standardprodukter i faste mål, hvilket gør det let at levere disse med en præfabrikeret inddækning.
Ovenlysvinduer til isolerede tagflader med hældning leveres i dag hovedsageligt af én producent. Dette produkt leveres med en standard aluminiumsinddækning som er udført som en siderende på 3sider. Til anvendelse på profileret tagmateriale blev inddækningerne frem til ca. 1997 leveret med forkant af bly.
I dag er blyvingen erstattet af to lag kraftige aluminiumsfolier, der er bukket om en mellemliggende gummifolie. Den færdige sandwichplade er bølgeformet på den ene led og stukfoldet på tværs af bølgerne, hvilket giver den strækbarhed, der er nødvendig for tilpasning til profilerede tage som fx teglsten.
Før lanceringen af aluminiumsløsningen med blyforkant, blev bly anvendt som inddækning på alle fire sider af ovenlysvinduer. I dag leveres stort set alle ovenlysvinduer i Danmark som ovennævnte præfabrikerede, blyfri type.
Ved tagflader af tagpap og tagfolie foretages inddækningen af ovenlysvinduer hovedsageligt med en præfabrikeret standardinddækning, som omtalt ovenfor, men med en plan aluminumsforkant.
Alternativt kan inddækningen udføres med tagpap og tagfolie, som føres helt til ovenlyskanten, hvor der afsluttes med en aluminiumsafdækningsprofil. På skifertage udføres inddækninger med stiv metalplade – oftest som præfabrikeret inddækning af aluminum eller zink, med forkant af samme materiale.

